Langrends-skitur, Uge 10
Holte Skiklub´s langrendsudvalg arrangerer denne skitur til vort favoritsted i Gålå i Norge og denne destination ar nu været vort rejsemål siden 1993.
Denne tur i uge 10 skal ikke opfattes som et alternativ til turen i uge 4, men skal også opfattes som et supplement, så man kan komme på ski 2 gange denne vinter. I uge 10 er der længere lyst morgen og aften og normalt også lidt varmere og solrigt, men det kan også godt være koldt.
Gålå Ski Arena: I ægte højfjeldskultur oplever du en mangfoldighed af ski og vinteraktiviteter, som giver dig frihed til at vælge variation i miljøvenlig fjeldnatur. Gålå er er perfekt sted med gode hytter og med afvekslende skiterræn. Vi plejer at bo tæt på hinanden i hytterne. Vi får som regel løbet alle løjperne igennem. Man kan bl.a. løbe til Fefor og her kan købes varm chokolade. Løber man den modsatte vej i retning med Skei, kan man her komme ind på Fagerhøi Fjellstue og de fleste gange har der været åbent, så man kan nyde sin madpakke indendørs.
Nogle af de lidt mere seje folk, kan også finde på at løbe helt til toppen af Ruten og det er en hel dagsmarch(husk pandelampe). Der findes også kortere ture. Den violette er kort og let og selv fra denne, har man udsigt til Jotunheimen og Randane. Tager man den blå og grønne løjpe kommer man højere op og udsigten er ubeskrivelig flot. Vi har flere gange set spor far elge, men mangler stadig at se dem gå i sneen. Fugle- og harespor er der masser af, så gå på oplevelse i den flotte natur.
Hytteopholdet byder også på lækker mad. De fleste sørger selv for morgenmad og frokost. Aftensmaden plejer man at være fælles om, hvor hver person i hytten har sin egen maddag for hyttedeltagerne. Købmanden har stort udvalg af mad, drikkelse, lammeskind, tøj, postkort, skismøring m.m.
Skituren er for alle, både nybegyndere og landsholdsløbere.
Brug også turen som fortræning til DM, som finder sted i uge 12.
Langrend: Gålå har ca. 230 km løjper inklusive en 5 km lysløjpe, som slukker kl. 22.00. Løjpenettet har forbindelse til Dalseter i Espedalen og ved rigelig snemængder også helt til Skei og det giver i alt 630 km løjper. Langrendsudstyr kan lejes i Gålå og evt. forudbestilles hjemmefra, senest med in tilmelding. Kontakt Annelone angående priser.
Telemark: Det danske telemarklandshold, samt flere norske telemarkklubber, benytter Gålå til træningsophold og konkurrencer. De fleste danske mesterskaber i telemark har flere år været afholdt netop i Gålå. Teleudstyr kan lejes.
Alpint: Med 15 velpræparerede bakker finder der et skitilbud for alle skiløbere i Gålå Ski Arena. Der er 7 hejse, heraf en 4-stols, som tager dig op til 1148 m.o.h. Her fra toppen af Vallsfjell har man en fantastisk udsigt over Jotunheimen og Rondane. Der er kunstsneanlæg helt op på toppen af Vallsfjell. Skihejsene ligger på hver sin dalside som en "skigynge". Skiområdet er perfekt for nybegyndere og mindre øvede. Liftkortet gælder også på Hafjell, Skeikampen og Kvittfjell. Alpintudstyr kan lejes i Gålå.
Hytterne: Hytterne har 4 soverum med plads til 2 personer i hver. Toilet og bad er adskilt. Der er kombineret ovn med alm. ovn, varmluft og microovn. Der er et stort køleskab med en rimelig stor frysesektion. I hytten findes desuden brændeovn og sauna. Kan man forlange mere?
-
Gålå er et perfekt sted for familier med børn
- Gålå har et godt langrendsterræn
- Gålå er et godt begyndersted for alpinister
- Gålå har perfekte telemarkløjper
- Gålå har dejlige store hytter med masser af hygge
- Gålå har også en velassorteret købmand(varer kan forudbestilles hos købmanden, som bringer dem ud i hytten. Læs mere om Gålå på internettet: www.gala.no)
Pris/ophold: Kr. 1600,00(ved 8 personer i hytten) Sengelinned og håndklæder kan lejes for kr. 150,00 pr. sæt.
Pris/transport: Med skib til Oslo t/r inkl. egen bil. Til Jer med bil: Book selv direkte på www.dfds.dk. Plads i delekahytter kan ligeledes koordineres af Annelone. Evt. ledige pladser i biler kan koordineres af Annelone. Alternative transportmuligheder er med fly og hotelbus direkte til Gålå. Busafgang fra Gardermoen kl. 14.00. Afgang fra Gålå kl. 08.00. Hotelbussen koster kr. 750,00 t/r Gardermoen/Gålå og kan bestilles på tilmeldingskuponnen. Husk at angive flynr. samt ankomst- og afrejsetider for Jeres fly. Find evt. billigste flypris på www.travelmarket.dk og bestil selv. Bestil hurtigt og få billigste priser. Kørsel i bil op og hjem er billigste løsning.
Forsikring: Alle ønskede rejseforsikringer må man selv sørge for at tegne.
Forbehold: Fordeling i hytter sker løbende. Ved færre end 8 personer i hytten kan der ske regulering af prisen. Der tages endvidere forbehold for prisstigninger og kursændringer. Hurtig tilmelding anbefales!! Turen arrangeres efter HI-Ski´s reglement for klubture.
Godt råd: Vent ikke for længere med tilmeldingen. Vi har plads til 24 personer. Turen er også åben for andre skiklubbers medlemmer. Klubben skal dog være medlem af Danmarks Skiforbund.
Information: Al praktisk information udsendes til alle deltagere. Yderligere afholdes et informationsmøde d. 20. februar kl. 12.00 i Holte Hallen efter løbetræningen. På hjemmesiden www.holteski.dk kan i finde et forslag til huskeliste på stort og småt. Beretninger fra tidligere ture kan ses på hjemmesiden.
Tilmelding: Bindende tilmelding senest d. 26/9-09 inkl. betaling af ophold mv. Udskriv tilmeldingslisten på hjemmesiden www.holteski.dk og send den som e-mail eller almindelig post.
| Depositum | DKK |
| Totalpris | DKK |
| Tillæg for enkeltværelse | DKK |
| Start-/Slutdato | 05-03-2010 - 13-03-2010 |
| Tilmeldingsfrist | 26-09-2009 |
| Ledige pladser | 24 |
