Tilmeld Skiklub
Tilmeld Skiklub
Besøg webshoppen


Kom i form til ski sæsonen
Yina Moe-Lange må vente til i morgen
Kvindernes andet gennemløb i storslalomskonkurrencen blev på grund af tåge udsat til 25. februar kl. 9.30
Dato: 25. februar 2010
Yina Moe-Lange smilte over hele femøren, da hun var færdig med første gennemløb af kvindernes storslalomskonkurrence.
- Sneen er aggressiv forstået på den måde, at den river i skiene og halvvejs nede kneb det med at se, fordi der var regn på mine biller, men alt det er lige meget nu. Det var helt vildt sjovt. Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har oplevet, sagde Yina, der håbede at kunne køre lidt hurtigere i andet gennemløb.

Med tiden 1:24,68 kom hun ind på en 58. plads i første gennemløb. Blandt de 17, der ikke kom reglementeret ned ad pisten og er udgået, var favoritten Lindsay Vonn fra USA.

Nervøsiteten forsvandt efterhånden
- Jeg var lidt nervøs, da jeg vågnede op i morges, men efterhånden som jeg kom ned ad pisten og nærmede mig målområdet, så forsvandt det, erkendte den 16-årige pige, der bor og træner i Seattle
.

Mere skiløb blev det ikke til for Yina den dag. Tyk tåge omkring Whistler Mountain og dermed nedsat sigtbarhed på pisten tvang arrangørerne til at udsætte andet gennemløb til i morgen.

Den udvikling tog Yina Moe-Lange helt stille og roligt.
- Jeg er vant til at andet gennemløb bliver udsat, så på den måde påvirker det mig ikke, forklarede hun.
- Og så tror jeg på, at jeg kan løbe bedre i morgen. I morgen vil nerverne være helt væk.

Andet gennemløb er programsat til torsdag kl. 18.30 dansk tid. Efter første gennemløb fører østrigeren Elisabeth Goergl, der løb i tiden 1:15.12.

 

Tekst af: Torben Lollike/DIF

 

 Send    Print
© 2010 Danmarks Skiforbund. Alle rettigheder reserveret. | Kontakt os | Site by Because